Bjergkrystal – da mennesker troede, det var evig is

Forestil dig at stå højt oppe i bjergene.

Kulde. Sne. Is.

Og så finder du en helt klar, hård sten, der ligner et stykke frosset vand.

For mennesker i oldtiden var forklaringen næsten oplagt:

Det måtte være is.

Ikke almindelig is.

Men is, der var blevet frosset så længe og så hårdt, at den aldrig mere kunne tø.

Det er en af de ældste og mest fascinerende forestillinger omkring bjergkrystal – og det er faktisk også derfra, selve ordet krystal stammer.

Fra is til krystallos

Det græske ord krystallos betyder is eller noget, der ligner is.

Oldtidens grækere brugte ordet om den klare kvarts, fordi den lignede fuldstændig gennemsigtig, frossen is.

Den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre skrev også om bjergkrystal og fortalte, at den efter datidens opfattelse blev dannet af ekstrem kulde.

Han mente altså ikke, at det bare lignede is.

Han beskrev den som noget, der faktisk var blevet til gennem kulden.

Det var en logisk forklaring på et tidspunkt, hvor man ikke kendte til moderne geologi eller krystallers dannelse.

Hvis den var is – hvorfor smeltede den så ikke?

Der var selvfølgelig et stort problem med teorien.

Bjergkrystal smeltede ikke.

Man kunne tage stenen væk fra bjergene.

Man kunne holde den i hånden.

Man kunne placere den i varme omgivelser.

Og den forblev fuldstændig hård.

Det blev derfor forklaret ved, at isen var blevet så voldsomt og så permanent frosset, at den ikke længere kunne vende tilbage til vand.

En slags evig is.

I dag ved vi naturligvis, at bjergkrystal er klar kvarts – siliciumdioxid – og at stenen dannes gennem geologiske processer.

Men forestillingen om den evige is var så stærk, at den blev bevaret i sproget.

Vi kalder stadig noget for en krystal.

Romerne ville eje den frosne sten

Bjergkrystal blev ikke kun betragtet som en mærkelig naturforekomst.

Den blev også en luksusvare.

Romerne skar klare kvartskrystaller ud til skåle, bægre og andre dekorative genstande.

Store stykker klar bjergkrystal var eftertragtede, fordi det krævede både et sjældent råmateriale og stor håndværksmæssig kunnen at fremstille genstandene.

De blev slebet så glatte og klare, at de næsten kunne ligne glas.

Men i modsætning til glas kom materialet direkte fra naturen.

Det gjorde bjergkrystallen endnu mere eksklusiv.

En skål af noget, man troede var is

Prøv at forestille dig effekten.

Et romersk hjem med en skål skåret af bjergkrystal.

Den er kold og gennemsigtig.

Lyset bevæger sig gennem den.

Og ejeren ved, at materialet efter datidens opfattelse stammer fra is, der engang er frosset så hårdt, at den er blevet permanent.

Det har givet genstanden en helt særlig aura.

Bjergkrystal var ikke bare smuk.

Den virkede næsten som et lille naturmirakel.

Krystallen blev til kunst

Gennem middelalderen og renæssancen fortsatte mennesker med at udskære bjergkrystal.

Europæiske kunsthåndværkere fremstillede blandt andet:

bægre,

relikvieskrin,

kors,

kar,

segl

og andre kostbare genstande.

Ofte blev bjergkrystallen kombineret med guld, sølv og ædelsten.

I kirkelig kunst kunne den klare sten også få symbolsk betydning.

Gennemsigtigheden kunne forbindes med renhed og lys.

Det er derfor ikke ualmindeligt at finde bjergkrystal i gamle religiøse genstande og kongelige samlinger.

Et materiale mellem natur og glas

Før moderne glasproduktion gjorde helt klare genstande almindelige, var gennemsigtige materialer noget særligt.

Bjergkrystal havde derfor en fordel:

Naturen havde allerede skabt gennemsigtigheden.

Mennesket skulle “bare” skære og polere den.

Men det var langt fra nemt.

Kvarts er hårdt.

At udhule og forme et stort stykke bjergkrystal med historiske værktøjer krævede enormt meget tid og ekspertise.

Det var endnu en grund til, at de færdige genstande var kostbare.

Så kom krystalkuglen

Bjergkrystal fik senere en helt anden rolle i europæisk kultur.

Den blev forbundet med krystalkugler og spådom.

Klare kugler af bjergkrystal blev brugt til scrying – en praksis, hvor man stirrede ind i en blank eller gennemsigtig overflade for at forsøge at se billeder, tegn eller visioner.

En af de mest berømte personer, der forbindes med dette, er den engelske matematiker og astrolog John Dee i 1500-tallet.

Dee var rådgiver for dronning Elizabeth I og var både videnskabsmand, matematiker, astrolog og dybt interesseret i det okkulte.

Han og hans samarbejdspartner Edward Kelley brugte blandt andet spejle og krystallignende genstande i forsøg på at kommunikere med åndelige væsener.

Pludselig havde den “evige is” fået endnu en identitet.

Nu var det ikke længere kun noget, mennesker beundrede.

Det var noget, man forsøgte at se igennem.

Fra is til fremtid

Det er næsten bemærkelsesværdigt, hvor godt bjergkrystallens udseende har formet dens historie.

Først så mennesker is.

Senere så de renhed og luksus.

Og endnu senere så de et vindue til noget skjult.

Det er den samme egenskab hver gang:

Gennemsigtigheden.

Det klare materiale inviterer næsten øjet til at kigge ind.

Og det har mennesker gjort i tusinder af år.

Bjergkrystal blev en del af selve sproget

Det mest fantastiske er måske, at historien om den frosne sten stadig lever omkring os.

Når vi siger:

krystal,

krystallinsk,

krystalklar,

så bruger vi ord, der i sidste ende hænger sammen med den gamle græske forestilling om is.

Selv om videnskaben for længst har aflivet idéen om, at bjergkrystal er permanent frosset vand, har forestillingen overlevet i vores sprog.

Det er ret sjældent, at en gammel misforståelse får så langt et liv.

Den smeltede aldrig

Historien om bjergkrystal begyndte altså med et simpelt spørgsmål:

Hvad er dette klare materiale, vi finder i de kolde bjerge?

Det ligner is.

Det er gennemsigtigt som is.

Det føles koldt.

Så det må være is.

Men år efter år smeltede det ikke.

I stedet blev bjergkrystallen skåret til romerske luksusgenstande, brugt i kirkelige kunstværker, samlet af kongelige og senere slebet til kugler, mennesker forsøgte at se fremtiden i.

Og tusinder af år efter at grækerne gav stenen dens navn, bruger vi stadig ordet.

Bjergkrystallen viste sig ikke at være evig is.

Men historien om den blev næsten lige så holdbar.