Turkis – faraoernes blågrønne skat

Der findes krystaller, som har været populære i nogle hundrede år.

Og så findes der turkis.

For turkis har været så eftertragtet, at mennesker allerede for flere tusinde år siden drog ud i barske ørkenområder for at hente den ud af bjergene.

Den blågrønne sten blev båret af faraoer, lagt i grave, brugt i amuletter og smykker – og i Egypten fik den endda sin egen guddommelige beskytter.

Gudinden Hathor blev nemlig kaldt:

“Turkisens herskerinde.”

En af verdens ældste smykkesten

Turkis er blandt de ædel- og smykkesten, mennesker har brugt længst.

I Egypten findes der turkisgenstande, som er flere tusinde år gamle, og i Sinai er der tegn på udnyttelse af turkisforekomster helt tilbage omkring 5000 f.Kr. (The Metropolitan Museum of Art)

Det betyder, at mennesker søgte efter turkis længe før pyramiderne ved Giza blev bygget.

Det er næsten svært at begribe.

Allerede dengang havde nogen set den blågrønne sten i klipperne og besluttet:

Den dér er værd at hente.

Ud i Sinai efter den blå sten

De vigtigste kilder til turkis for oldtidens egyptere lå i det sydvestlige Sinai.

Særligt to områder blev berømte:

Wadi Maghara og Serabit el-Khadim.

Her findes både gamle mineanlæg, redskaber, bopladser og inskriptioner, der fortæller om egyptiske ekspeditioner til området. (The Metropolitan Museum of Art)

Og det var ikke bare nogle få minearbejdere, der tog af sted på eget initiativ.

Der findes spor efter kongeligt organiserede ekspeditioner.

Faraoernes administration sendte mennesker ud for at skaffe turkis – og samtidig kobber, som også fandtes i området.

Det fortæller noget om, hvor vigtig stenen var.

Det var ikke nogen behagelig tur

Når vi i dag ser en slebet turkis i en smykkebutik, er det nemt at glemme, hvad der lå bag.

Sinai var ikke en hyggelig handelsplads.

Det var et barskt ørkenområde.

Arbejderne skulle bevæge sig gennem varme, tørre landskaber og arbejde i bjergene for at få stenen fri.

Der skulle være mad.

Vand.

Værktøj.

Beskyttelse.

Og organisering.

At hente turkis var derfor ikke bare spørgsmålet om at finde en flot sten.

Det krævede en hel ekspedition.

Hathor – turkisens herskerinde

Ved Serabit el-Khadim skete der noget helt særligt.

Her blev der bygget et tempel til den egyptiske gudinde Hathor.

Hathor var en af Egyptens vigtigste gudinder og blev blandt andet forbundet med kærlighed, glæde, musik, kvindelighed og beskyttelse.

Men i Sinai fik hun endnu en titel.

Hun blev kaldt “Lady of Turquoise” eller “Mistress of Turquoise” – altså Turkisens herskerinde. (The Metropolitan Museum of Art)

Det fortæller næsten alt om stenens betydning.

Turkis var ikke bare handelsvare.

Den var blevet knyttet direkte til religion og guddommelig beskyttelse.

Minearbejderne bad om hjælp

Når kongelige embedsmænd og arbejdere drog ud for at hente turkis, kunne de bringe ofre til Hathor.

Ved hendes tempel er der fundet store mængder votivgaver – altså genstande, der blev ofret til gudinden.

Der er blandt andet fundet fragmenter af armbånd, kar, figurer, religiøse rasleinstrumenter og andre genstande. (The Metropolitan Museum of Art)

Flere bar navnene på faraoer.

Tanken var blandt andet, at Hathor skulle sikre ekspeditionens succes.

Så før menneskene gik ind i bjergene for at lede efter den blågrønne sten, vendte de sig mod gudinden, som herskede over den.

Turkis og guld

Da turkisen kom tilbage til Egypten, blev den blandt andet brugt til:

smykker,

perler,

amuletter

og indlægninger i kostbare genstande.

Især kombinationen af turkis og guld blev populær. (The Metropolitan Museum of Art)

Og det er ikke svært at forstå hvorfor.

Det varme guld ved siden af den intense blågrønne sten skaber en meget stærk kontrast.

Men der lå også symbolik i farverne.

Det blå og grønne kunne forbindes med himmel, liv, genfødsel og frugtbarhed.

Guldet kunne forbindes med solen, guderne og det evige.

Sammen blev materialerne perfekte til genstande, som skulle signalere både magt og noget helligt.

Den fulgte de døde

I det gamle Egypten var smykker ikke nødvendigvis kun pynt til livet.

Mange genstande blev lagt med de døde i gravene.

For egypterne var døden ikke afslutningen.

Den var en overgang.

Derfor kunne amuletter og smykker have betydning for den dødes rejse videre.

Turkis blev blandt de materialer, der blev brugt i denne sammenhæng.

En blågrøn sten kunne altså følge et menneske længere end blot gennem livet.

Den kunne følge med ind i graven.

En sten så gammel, at vi næsten har glemt dens begyndelse

Noget af det mest fascinerende ved turkis er, hvor langt tilbage historien går.

The Metropolitan Museum of Art beskriver turkis af høj kvalitet fundet i grave i Sinai, som dateres til omkring 5000 f.Kr. (The Metropolitan Museum of Art)

Det er omkring 7.000 år siden.

På det tidspunkt fandtes der hverken romerske kejsere eller klassiske græske templer.

De store pyramider lå stadig langt ude i fremtiden.

Alligevel var mennesker allerede interesserede i turkis.

Ikke kun Egypten

Turkisens historie stoppede selvfølgelig ikke ved Egypten.

Den blev eftertragtet i mange forskellige kulturer.

I det gamle Persien – det nuværende Iran – blev turkis også en vigtig smykkesten, og området omkring Neyshabur blev berømt for sine forekomster. Persisk turkis har i århundreder været betragtet som noget af verdens fineste. (gia)

I Kina har håndværkere arbejdet med turkis i mere end 3.000 år.

I Tibet fik stenen stor kulturel betydning.

Og blandt flere oprindelige folk i Nordamerika blev turkis brugt både som smykke, ceremoniel sten og handelsvare. (gia)

Det er derfor en af de sjældne sten, som på hver sin måde blev vigtig i kulturer, der lå tusinder af kilometer fra hinanden.

Men hvorfor hedder den egentlig turkis?

Det mærkelige er, at navnet ikke kommer fra Egypten, Sinai eller Persien.

Det europæiske navn stammer sandsynligvis fra det franske pierre turques, der betyder noget i retning af “tyrkisk sten.”

Det hænger sammen med, at turkis nåede Europa gennem handelsruter, der gik via det tyrkiske område. (gia)

Europæerne kom derfor til at forbinde stenen med Tyrkiet, selv om de vigtigste historiske forekomster lå andre steder.

Og navnet blev hængende.

En sjælden farve fra naturen

Der er også noget helt særligt ved turkisens farve.

Kraftig blå er faktisk ikke voldsomt almindeligt blandt naturlige sten.

Turkis kan variere fra himmelblå og blågrøn til mere grønne nuancer.

Det var netop denne usædvanlige farve, der gjorde den så iøjnefaldende i oldtiden.

Forestil dig et landskab domineret af sand, sten, brunlige bjergarter og ørken.

Og midt i det hele finder man pludselig en sten med farven fra himmel eller vand.

Det må have været noget helt særligt.

En sten værd at sende en hel ekspedition efter

Det er måske det vigtigste ved turkisens historie.

For faraoerne nøjedes ikke med at beundre stenen, hvis de tilfældigvis fandt den.

De organiserede ekspeditioner.

Mennesker rejste ud i Sinai.

Der blev etableret minearbejde.

Der blev bygget et tempel.

Der blev ofret til en gudinde.

Og alt sammen omkring et område, hvor en af de største skatte var en lille blågrøn sten gemt i klipperne.

Turkis blev på den måde mere end pynt.

Den blev en del af Egyptens religion, magt og handel.

Faraoernes blågrønne skat

Når vi ser på turkis i dag, er det derfor værd at huske, hvor gammel fascinationen egentlig er.

For omkring 7.000 år siden var mennesker allerede på jagt efter stenen.

Senere sendte faraoer deres folk ud i Sinai for at hente den.

Minearbejdere søgte Hathors beskyttelse.

Guldsmede satte den sammen med guld.

Og stenen fulgte både levende og døde egyptere.

Derfor er turkis ikke bare endnu en smuk blå sten.

Den er en af menneskehedens ældste skatte – så betydningsfuld, at oldtidens egyptere gav den sin egen guddommelige herskerinde.