Jade – stenen der blev vigtigere end guld i Kina

I dag forbinder mange jade med smykker.

Med armbånd, vedhæng og blanke grønne sten.

Men i Kina var jade i tusinder af år langt mere end pynt.

Den blev forbundet med magt, status, moral, renhed, beskyttelse og udødelighed.

Og i nogle perioder var jade kulturelt så betydningsfuld, at den kunne stå over guld.

Ikke bare en ædelsten

Når vi siger jade i dag, tænker de fleste på en grøn sten.

Men i kinesisk historie blev jade værdsat for meget mere end farven.

Den blev anset for at have særlige egenskaber.

Den var hård.

Den kunne poleres meget glat.

Den kunne holde i generationer.

Og den havde en særlig kølig, næsten levende overflade.

Det gjorde den til noget andet end almindelige sten.

Noget, man forbandt med kvalitet.

Med varighed.

Og med noget næsten evigt.

Jade og menneskets karakter

I kinesisk filosofi blev jade ofte brugt som symbol på menneskelige dyder.

Den konfucianske tradition forbandt jade med egenskaber som:

retfærdighed,

visdom,

mod,

renhed

og værdighed.

Jade var derfor ikke bare smuk.

Den kunne stå som billede på, hvordan et godt menneske burde være.

Det er en ret anderledes måde at se en sten på.

I stedet for at spørge, hvad den kostede, kunne man spørge:

Hvad repræsenterer den?

Kejsere og adelige ville have den

Jade blev brugt til nogle af de mest prestigefyldte genstande i Kina.

Ceremonielle genstande.

Ritualobjekter.

Smykker.

Bæltespænder.

Segl.

Beholdere.

Figurer.

Og udsmykninger.

Jo bedre kvalitet og jo finere håndværk, desto mere prestigefuld kunne genstanden være.

Jade blev derfor tæt forbundet med eliten.

Den runde bi-skive

Et af de mest kendte jadeobjekter fra oldtidens Kina er den såkaldte bi-skive.

Det er en flad, rund skive med et hul i midten.

Bi-skiver er blevet fundet i kinesiske grave helt tilbage fra yngre stenalder.

Senere blev de forbundet med ritualer, status og himlen.

Det præcise indhold af symbolikken har ændret sig gennem tiden, men én ting er tydelig:

De blev behandlet som noget vigtigt.

Når arkæologer finder store og fint udførte jade-bi-skiver i grave, fortæller det noget om den person, der blev begravet.

Vedkommende havde status.

Jade fulgte også de døde

Ligesom karneol i Egypten fik jade en vigtig rolle i begravelseskulturen.

Men i Kina gik man nogle gange ekstremt langt.

Der opstod en forestilling om, at jade kunne være med til at beskytte kroppen mod forfald og understøtte forbindelsen til udødelighed.

Derfor blev jade placeret sammen med de døde.

I munden.

På kroppen.

Som amuletter.

Og til sidst i en form, der næsten virker utrolig:

hele dragter af jade.

Dragter af tusindvis af jadeplader

Under Han-dynastiet blev nogle medlemmer af den højeste elite begravet i det, vi i dag kalder jadebegravelsesdragter.

De bestod af hundredvis eller tusindvis af små jadeplader.

Pladerne blev skåret til.

Boret.

Og derefter bundet eller syet sammen med tråd af blandt andet guld, sølv eller andre materialer.

Resultatet var en dragt, der dækkede hele kroppen.

Hoved.

Arme.

Hænder.

Ben.

Fødder.

Det var ikke bare et kostume.

Det var et begravelsespanser af jade.

Hvor meget arbejde krævede det?

Forestil dig, hvor tidskrævende det var.

Jade er hårdt.

Man kan ikke bare skære det med en almindelig kniv.

Hver lille plade skulle slibes omhyggeligt.

Hver skulle have den rigtige form.

Og hvert hul skulle bores.

Derefter skulle tusindvis af plader sættes sammen.

En sådan dragt krævede enorme ressourcer.

Det betyder, at jadebegravelsesdragter ikke var noget almindelige mennesker fik.

De var forbeholdt den allerøverste elite.

Kongen af Zhongshan

Et af de mest berømte fund er jadebegravelsesdragten fra Liu Sheng, prins af Zhongshan, som døde i 113 f.Kr.

Hans dragt bestod af mere end 2.000 jadeplader, som var bundet sammen med guldtråd.

Hans hustru, Dou Wan, blev også begravet i en jadebegravelsesdragt.

Fundet var sensationelt, fordi historiske tekster længe havde beskrevet sådanne dragter.

Men først da arkæologerne fandt dem, kunne man for alvor se, hvor avancerede de var.

Udødelighed i sten

Hvorfor gjorde man det?

Forestillingen var blandt andet, at jade kunne hjælpe med at bevare kroppen.

Jade blev forbundet med renhed, varighed og udødelighed.

Hvis et menneske skulle fortsætte sin eksistens efter døden, kunne jade derfor få en beskyttende rolle.

Det var naturligvis ikke biologisk effektivt.

Kroppen blev ikke gjort udødelig.

Men troen var stærk nok til, at enorme ressourcer blev brugt på at skabe dragterne.

Jade kunne også komme i munden

Man har også fundet jadegenstande placeret i munden på afdøde.

Nogle gange små cikadeformede stykker jade.

Cikaden havde i kinesisk symbolik forbindelse til forvandling og genfødsel.

Den lever en stor del af sit liv skjult under jorden og kommer senere frem i en helt anden form.

Det gjorde den til et stærkt symbol på overgangen fra én tilstand til en anden.

Når en jadecikade blev lagt ved en afdød, var kombinationen derfor meget symbolsk:

jade for varighed.

cikaden for genfødsel.

Ikke al jade er det samme

Der er også en vigtig detalje.

Historisk kinesisk jade var især det mineral, vi i dag kalder nefrit.

Den meget klare og intenst grønne jadeit, som mange i dag forbinder med de dyreste kinesiske jadesmykker, blev først for alvor populær i Kina langt senere, især fra 1700-tallet.

Jadeit kom blandt andet fra Burma, det nuværende Myanmar.

Så når vi taler om de ældste kinesiske jadegenstande, er det som regel nefrit, vi taler om.

Kejserens besættelse

Under Qing-dynastiet blev kejser Qianlong i 1700-tallet særligt kendt for sin fascination af jade.

Han samlede enorme mængder.

Bestilte kunstværker.

Skrev digte om jade.

Og var med til at gøre jade til en central del af den kejserlige kunst.

På det tidspunkt var jade altså både oldgammel tradition og moderne luksus på én gang.

Hvorfor vigtigere end guld?

Der findes et gammelt kinesisk ordsprog, der i forskellige oversættelser udtrykker noget i retning af:

“Guld har en pris. Jade er uvurderlig.”

Det betyder ikke, at jade altid bogstaveligt kostede mere end guld.

Pointen er kulturel.

Guld kunne måles.

Vejes.

Handles.

Jade havde også en symbolsk værdi, som ikke kunne reduceres til prisen pr. gram.

Den kunne repræsentere rang.

Moral.

Familie.

Tradition.

Og forbindelsen mellem livet og døden.

En sten, der blev til menneskets anden hud

Det er måske det mest ekstreme billede i jadehistorien.

Et menneske dør.

Og i stedet for blot at få et smykke med i graven bliver hele kroppen pakket ind i tusindvis af små jadeplader.

Det fortæller noget om, hvor stærk troen på stenen var.

Jade var ikke bare noget, man ejede.

Den kunne blive den dødes anden hud.

Mere end rigdom

Historien om jade er derfor ikke historien om, at kineserne bare kunne lide grønne sten.

Den handler om noget langt større.

Om ritualer.

Om filosofi.

Om magt.

Om moral.

Om kejserlige samlinger.

Og om håbet om, at noget kunne fortsætte efter døden.

Guld kunne vise, at man var rig.

Jade kunne vise, hvem man var – og hvem man håbede at være for evigt.