Månesten – stenen der blev mode under Art Nouveau

Månesten har et mærkeligt lys.

Ikke et glimt som diamant.

Ikke en dyb farve som ametyst.

Men et blødt, næsten flydende skær, der bevæger sig hen over overfladen, når stenen drejes.

Det er netop dét lys, der gjorde månesten perfekt til en af kunsthistoriens mest drømmende perioder:

Art Nouveau.

Omkring år 1900 begyndte kunstnere og guldsmede at gøre oprør mod de tunge, stive og meget formelle smykker, der havde domineret før.

Nu ville man have noget levende.

Noget organisk.

Noget, der lignede naturen.

Og månesten passede næsten perfekt ind.

En sten med lys, der bevæger sig

Det særlige skær i månesten kaldes adularescens.

Det opstår, når lys bevæger sig gennem de meget fine lag i feldspatstenen og bliver spredt tilbage.

Resultatet kan ligne et hvidt eller blåligt lys, der svæver inde i stenen.

Det er netop derfor, månesten kan se ud, som om der ligger et lille stykke månelys under overfladen.

Og længe før Art Nouveau fik stenen sit navn på grund af netop denne effekt.

Den lignede simpelthen noget, der hørte natten og månen til.

Så kom Art Nouveau

I slutningen af 1800-tallet begyndte en ny stil at brede sig gennem Europa.

Den blev kendt som Art Nouveau.

Stilen var inspireret af naturen.

Blomster.

Blade.

Insekter.

Kvinders hår.

Bølgende linjer.

Svaner.

Påfugle.

Sommerfugle.

Og næsten alt, der kunne bevæge sig eller vokse.

Det var en meget bevidst afstandtagen fra industriel masseproduktion.

Man ville tilbage til håndværket.

Til det unikke.

Til det kunstneriske.

Smykker skulle være kunst

Tidligere havde værdien af et smykke ofte ligget meget i selve materialerne.

Hvor stor var diamanten?

Hvor meget guld var der?

Hvor sjældne var ædelstenene?

Art Nouveau-guldsmedene begyndte at tænke anderledes.

Nu kunne ideen, formen og håndværket være vigtigere end stenens markedsværdi.

Derfor begyndte de at bruge materialer, som tidligere ikke nødvendigvis havde været betragtet som de mest prestigefulde.

Månesten passede perfekt ind.

Den var ikke nødvendigvis den dyreste sten.

Men den kunne noget visuelt, som næsten ingen andre kunne.

René Lalique ændrede smykkekunsten

En af de vigtigste personer i hele denne historie var den franske guldsmed og kunstner René Lalique.

Lalique blev en af Art Nouveau-periodens store mestre.

Han lavede smykker, der næsten lignede små skulpturer.

Han brugte kvinder.

Blomster.

Slanger.

Insekter.

Fugle.

Og fantastiske organiske former.

Men noget af det mest usædvanlige var hans valg af materialer.

Han arbejdede ikke kun med diamant, rubin og safir.

Han brugte også glas.

Emalje.

Horn.

Perler.

Opal.

Og månesten.

Det var revolutionerende.

En sten behøvede ikke være dyr for at være vigtig

Lalique var med til at ændre hele ideen om, hvad et fint smykke kunne være.

Hvis stenen havde den rigtige effekt i designet, kunne den være vigtigere end en langt dyrere ædelsten.

En månesten kunne for eksempel blive placeret som en dugdråbe.

Som et øje.

Som måneskin.

Som en blomst.

Eller som en del af en drømmende kvindefigur.

Og fordi månesten har det bløde indre lys, kunne den næsten få smykket til at se levende ud.

Kvinder med bølgende hår

Et af Art Nouveaus mest karakteristiske motiver var kvinden.

Ikke nødvendigvis som realistisk portræt.

Men som en næsten eventyrlig figur.

Langt bølgende hår.

Blomster omkring ansigtet.

Sommerfuglevinger.

Planter, der voksede sammen med kroppen.

Det hele flød sammen.

Her var månesten oplagt.

Dens bløde hvide og blålige glød passede perfekt til den drømmende og næsten overnaturlige stemning.

Den kunne ligne månen selv.

Naturen blev til smykke

Forestil dig en guldsmed omkring år 1900.

På bordet ligger ikke bare diamant og guld.

Der ligger små stykker glas.

Emalje.

Opal.

Månesten.

Og ved siden af ligger skitser af orkidéer, guldsmede og kvindeprofiler.

Smykket bliver ikke tegnet ud fra spørgsmålet:

“Hvor stor en diamant kan vi få plads til?”

Men snarere:

“Hvordan kan vi få dette til at ligne en blomst?”

Det var en helt anden måde at tænke smykker på.

Månesten passede til hele idéen

Månestenen har ikke en aggressiv glans.

Den ændrer sig.

Lyset kommer og går.

Det gør stenen lidt uforudsigelig.

Og netop det passede Art Nouveau.

Stilen handlede om bevægelse.

Om natur.

Om asymmetri.

Om noget, der ikke var stift.

Månestenen kunne derfor blive en del af selve bevægelsen i et smykke.

Ikke kun Lalique

René Lalique er nok det mest berømte navn, men han var langt fra den eneste.

Flere europæiske og amerikanske guldsmede begyndte omkring år 1900 at bruge månesten i kunstneriske smykker.

Den optrådte i brocher.

Vedhæng.

Hårpynt.

Armbånd.

Og ringe.

Særligt sammen med sølv, guld, emalje og andre bløde ædelsten.

Månestenen blev en del af det visuelle sprog, der kendetegnede perioden.

Så skiftede moden igen

Art Nouveau var meget populær omkring århundredeskiftet.

Men efter Første Verdenskrig ændrede smagen sig.

Art Deco begyndte at tage over.

Nu blev linjerne mere geometriske.

Skarpere.

Mere symmetriske.

Og smykker