Howlit – den hvide sten, der så ofte bliver til “turkis”

Howlit er egentlig en ret beskeden sten.

Hvid eller cremefarvet.

Med grå eller mørke årer.

Ikke voldsomt prangende.

Men howlit har én egenskab, som har gjort den meget interessant i smykke- og stenhandlen:

Den tager meget let imod farve.

Og lige præcis derfor har howlit i årtier været brugt til at efterligne noget langt dyrere:

turkis.

En perfekt kandidat til farvning

Howlit er relativt porøs.

Det betyder, at farvestof kan trænge ind i stenen og ændre dens udseende ret markant.

Hvis man farver howlit blå, sker der noget interessant.

Den hvide baggrund bliver turkisblå.

De grå årer bliver stående.

Og pludselig ligner stenen til forveksling turkis.

Især hvis man ikke har set ret meget ægte turkis før.

Problemet er ikke stenen

Der er i sig selv ikke noget galt med farvet howlit.

Tværtimod.

Det kan være en flot sten, og mange kan sagtens lide den intense blå farve.

Problemet opstår først, hvis den bliver solgt som noget, den ikke er.

For der er stor forskel på:

“blåfarvet howlit”

og

“ægte turkis”.

Det ene er en behandlet sten.

Det andet er en helt anden mineralsk sammensætning.

Hvorfor efterligne turkis?

Svaret er ret enkelt:

Turkis har i århundreder været eftertragtet.

Den har historie.

Status.

Farve.

Og en stærk smykkeidentitet.

Men god turkis kan også være dyr.

Howlit er mere tilgængelig og langt lettere at farve.

Så hvis man kan få en billigere sten til at ligne en dyrere, er det oplagt, at markedet begynder at bruge den som erstatning.

Den blå farve kan narre øjet

Farvet howlit kan se meget overbevisende ud.

Især fordi årerne minder om den matrix, man også kan se i naturlig turkis.

På afstand kan forskellen være svær at se.

Det gælder især i perler, små cabochoner og masseproducerede smykker.

Og hvis kunden ikke ved, hvad han eller hun skal kigge efter, er det let at tro, at stenen er ægte turkis.

Men howlit har sit eget udtryk

Det lidt ironiske er, at howlit faktisk er smuk helt af sig selv.

Den naturlige hvide farve med de grå årer kan være meget elegant.

Den behøver egentlig ikke ligne noget andet.

Men fordi markedet i så mange år har brugt farvet howlit som turkiserstatning, er der mange, der først kender stenen i blå form.

Nogle har måske ligefrem ejet howlit uden at vide det.

En sten med to identiteter

På den måde har howlit fået en lidt usædvanlig rolle.

Som naturlig sten er den hvid og rolig.

Som behandlet sten kan den være stærkt blå og dramatisk.

Og afhængigt af hvad der står på prisskiltet, kan den blive opfattet som enten howlit eller turkis.

Det er altså ikke stenen selv, der ændrer navn.

Det er måden, den bliver præsenteret på.

Hvordan kan man kende forskel?

Det er ikke altid muligt at afgøre det sikkert med øjet alene.

Men der er nogle ting, man kan være opmærksom på.

Farvet howlit har ofte en meget ensartet, kraftig blå farve.

Årerne kan være meget tydelige og “tegnede” i udtrykket.

Nogle gange kan man også se farve koncentreret i små sprækker eller porer.

På enkelte stykker kan en ridse eller et slidt område afsløre den lysere sten nedenunder.

Men man skal være forsigtig.

Turkis kan også variere enormt i udseende, og noget ægte turkis kan være behandlet eller stabiliseret.

Derfor er sikker identifikation ikke altid noget, man kan lave ud fra et billede.

Behandling er almindeligt i stenverdenen

Howlit er faktisk et godt eksempel på noget, der gælder mange sten:

Det, vi ser på markedet, er ikke altid helt ubehandlet natur.

Sten kan blive:

farvet,

opvarmet,

stabiliseret,

imprægneret

eller på anden måde behandlet.

Det betyder ikke automatisk, at stenen er “falsk”.

Men det betyder, at det er vigtigt at vide, hvad man køber.

Når navnet bliver vigtigere end materialet

En blå howlit kan være flot.

Men hvis den bliver solgt som ægte turkis, ændrer historien sig.

Så bliver det ikke længere bare et spørgsmål om smag.

Så handler det om oplysning og troværdighed.

For kunden skal kunne stole på, at navnet på stenen faktisk passer til materialet.

Det er netop derfor, howlit har fået så interessant en plads i stenhandlens historie.

Den hvide sten, der blev blå

Howlit blev ikke berømt, fordi den var sjælden.

Den blev heller ikke berømt, fordi konger bar den.

Den blev berømt, fordi den kunne ændre udseende så overbevisende.

En hvid sten med grå årer kunne lægges i farve.

Og komme ud som noget, der lignede turkis.

Det er næsten som en forklædning.

Men forklædningen ændrer ikke stenen

Under den blå farve er howlit stadig howlit.

Det er måske den vigtigste del af historien.

Den bliver ikke til turkis, bare fordi den ser turkis ud.

Og netop derfor er howlit et godt eksempel på, hvor vigtigt det er at skelne mellem:

udseende,

behandling

og faktisk mineral.

Howlit er ikke en dårlig kopi af turkis.

Den er en sten med sin egen identitet – som bare har været utrolig god til at ligne noget andet.